Ændringer i trafiksystemet kan have betydning for samfundet på mange forskellige planer. Derfor er der behov for, at trafikmodeller indgår i planlægningen som beslutningsstøtte på mange forskellige niveauer, og modellerne må derfor dække et bredt felt af behov. Da det ikke er operationelt at bygge og bruge én stor model, der både er langsigtet og detaljeret, må der opereres med forskellige typer af modeller. Trafikmodeller kategoriseres derfor som strategiske, taktiske eller operationelle modeller afhængigt af deres sigte. Strategiske modeller er langsigtede med et relativt lavt geografisk detaljeringsniveau. Disse modeller er velegnede i forbindelse med den overordnede planlægning og prioritering af projekter på det lange sigt. Strategiske modeller skal kunne beskrive de helt generelle effekter af trafiksystemet og sammenhængen med det øvrige samfund. Samtidig er det afgørende, at modellerne ikke bliver for geografisk detaljerede, da det derved bliver for krævende at specificere alle nødvendige forudsætninger for en fremtidig situation. Taktiske modeller har typisk et langt eller et mellemlangt sigte (3-20 år). I forhold til strategiske modeller øges detaljeringsgraden til et niveau, hvor det er muligt at vurdere de væsentlige effekter af projektet, f.eks. de forventede rejsetider og omkostninger samt fordeling af trafikken på infrastrukturen. De operationelle modeller er meget geografisk afgrænsede og meget detaljerede i beskrivelsen af infrastrukturen. Eksempelvis er de i stand til at beskrive ændringer i trafikafviklingen forårsaget af mindre ændringer i infrastrukturen og driftsoplæg for kollektiv trafik. Omvendt betyder det, at de for at give et realistisk billede som input ofte skal have specificeret en række forudsætninger om eksempelvis trafikvækst og fordeling af trafik mellem transportmidler.