Den individuelle handicapordning er et kørselstilbud, hvor svært handicappede tilbydes transport til fritidsformål. Ordningen blev indført på landsplan efter en lovændring i 1992. Der er 13 forskellige ordninger, hvoraf de fleste frem til 1.1.2007 var i amtsligt regi. Loven foreskriver et minimumsniveau for servicen. Med udgangspunkt i minimumsniveauet forvaltes den individuelle handicapordning forskelligt rundt om i landet. Det er blevet kritiseret, at man på væsentlige punkter overlader det til kommuner og amter at fastlægge serviceniveauet, som i nogle tilfælde kun lige netop er det minimumsniveau, som loven foreskriver. Kritikken er fremført af forskellige institutioner og organisationer, som varetager brugernes interesser. Senest i forbindelse med en lovændring i 2005. Et centralt kritikpunkt var og er fortsat, at der er stor forskel på, hvor langt udenfor vognen der tilbydes hjælp. Loven foreskriver, at der skal betjenes "så tæt på gadedør som muligt". Det fortolkes nogle steder som hjælp til kantsten, andre steder som hjælp til gadedør og endnu andre steder som hjælp helt til entrédør, også selvom det betyder opbæring med trappemaskine. Kritikken går på, at nogle handicappede er udelukket fra at benytte ordningen, eller kun kan benytte den med besvær, hvis der ikke er mulighed for hjælp helt til entrédøren. Det Centrale Handicapråd har efter den seneste lovændring rettet henvendelse til Transport- og Energiministeriet med et ønske om at få klarlagt, hvor store omkostninger der reelt vil være forbundet med at tilbyde generel entrédørsbetjening i hele landet. Metodisk anvendes et casestudie, hvor omkostninger forbundet med entrédørsbetjening beregnes for de steder, hvor man har det i dag: Fyn og Hovedstadsområdet. Erfaringstal herfra overføres på de øvrige områder i landet. De samlede merudgifter forbundet med en generel indførelse af entrédørsbetjening estimeres under forskellige beregningsforudsætninger.