Personer med handicap har som alle andre behov for at transportere sig mellem både dagligdagens og de lidt sjældnere aktiviteter. Transport er et middel til at opfylde det egentlige mål, som er aktiviteterne. Handicappede har ikke den samme vifte af valgfrie transportmuligheder som andre. Transporttilbud til mennesker med handicap har betydning for, hvilke aktiviteter der overhovedet kan gennemføres, og dermed stor betydning for livskvaliteten. God tilgængelighed hænger sammen med en handicapvenlig infrastruktur, men er også betinget af støtteordninger, der kan lette transporten for handicappede. Begge elementer er væsentlige for samfundets indsats for at skabe god tilgængelighed for handicappede. Transport er både en forudsætning for og et resultat af den måde samfundet er organiseret på. Transport er således en vigtig del af alle menneskers liv. Transport- og Energiministeriet arbejder derfor på at stille effektive og gode muligheder for mobilitet til rådighed for så mange som muligt. Når nyanlæg projekteres, sker det ud fra standarder, der i videst muligt omfang tillader forskellige typer borgere herunder handicappede at benytte vejanlæg, banegårde, lufthavne, toge, mv. på lige vilkår som øvrige trafikanter og passagerer. Man kan naturligvis ikke fjerne folks handicaps gennem transportpolitikken, men samfundet kan give så mange som muligt adgang til at benytte de almindelige tilbud på linje med øvrige brugere. Handicappedes adgang til befordring er vigtig, for at handicappede kan deltage i samfundet på lige fod med andre. Der skal derfor fortsat ske forbedringer af tilgængeligheden for handicappede og andre med nedsat mobilitet. Som led i projektet "Nye og nemmere veje" kortlægges i denne udredning det samlede udbud af kørselsordninger for handicappede. Samtidig er forskellige udfordringer og potentialer ved ordningerne identificeret. Udredningen har til formål at skabe et vidensgrundlag til brug for de videre drøftelser på området. Støtteordninger til transport administreres via et sektoransvarlighedsprincip. I forhold til transport af handicappede fortolkes det rent praktisk således, at den sektor der har ansvaret for en aktivitet også har ansvaret for, at alle borgere kan komme derhen. F.eks. skal man i undervisningssektoren sørge for, at specialklasselever kan komme i skole, i sundhedssektoren at man kan komme på sygehuset, i socialsektoren at handicappede kan komme til og fra boog beskæftigelsessteder, i transportsektoren at infrastrukturen er indrettet, så den er tilgængelig for flest muligt osv.